Tilsyn
På denne side kan du læse om, hvordan vi fører pædagogisk tilsyn i Randers Kommune.
I løbet af januar-oktober 2025 gennemføres pædagogiske tilsyn i alle institutioner i kommunen. Tilsynene skal sikre, at dit barns dagtilbud er af høj pædagogisk kvalitet. Tilsynet bliver udført af pædagogfaglige konsulenter i både kommunale, selvejende og private daginstitutioner, det obligatoriske læringstilbud samt den kommunale dagpleje og i private pasningsordninger/hos private børnepassere. På denne side kan du læse mere om, hvad et tilsyn indeholder, hvad det betyder for dit barn, og hvordan det forløber i dit barns institution. Hvis dit barn går i dagpleje, kan du læse om tilsynet her.
Hvad betyder det pædagogiske tilsyn for dit barn?
I Randers Kommune arbejder vi med det gode børneliv i alle institutioner. Det betyder for os, at alle børn har ret til en god børnedag. Det pædagogiske tilsyn er med til at sikre læringsmiljøer af høj kvalitet og trivsel i børnehøjde. Når de pædagogiske konsulenter observerer ude i dit barns institution, er det netop disse temaer, der står helt centralt. Er det rart og trygt at være barn her? Og hvordan kan vi blive endnu bedre til at skabe de gode rammer, hvor alle børn kan lege, lære og udvikle sig i børnefællesskaber?
Hvad er forældrenes rolle i tilsynet?
Som en del af tilsynet afholdes der et tilsynsmøde i dit barns institution. Her vil den pædagogiske leder invitere én eller flere forældre med som repræsentanter for forældregruppen. Forældrenes rolle i tilsynsmødet er at bidrage med et forældreperspektiv i dialogen med tilsynsførende konsulent, pædagogisk leder og medarbejderrepræsentant(er). Det er vigtigt, at vi får forældrenes stemme med i tilsynet, da det kun er i samarbejdet mellem dagtilbud og forældre, at vi kan sikre det gode børneliv. Forældrerepræsentanten har i forbindelse med dialogen under tilsynsmødet tavshedspligt.
Sådan udføres tilsynet
Tilsynet tager udgangspunkt i det pædagogiske grundlag, og der er fokus på det faglige indhold i forhold til at sikre børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Tilsynsopgaven varetages af pædagogiske konsulenter fra Børnefagligt Udviklingscenter, Børn og Skoleforvaltningen.
Som en del af det samlede tilsyn laver den pædagogiske konsulent en tre timers uanmeldt observation. Det vil være det faglige indhold og kvaliteten af lege- og læringsmiljøet, der observeres og ikke enkelte børn eller bestemte børnegrupper.
Pejlemærker for høj kvalitet:
Følgende fem pejlemærker er i fokus under uanmeldt observation:
- Kvaliteten af personalets relationskompetencer og støtte til børnenes indbyrdes relationer i børnefællesskabet
- Børnenes muligheder for optimale lege- og læringsmiljøer med gode rollemodeller
- Om alle børn får tilbudt deltagelsesmuligheder i et mangfoldigt fællesskab med afsæt i et ressourceorienteret børnesyn
- Det sproglige læringsmiljø
- De fysiske rammer i institutionen ude som inde
Desuden drøftes institutionens samarbejde med jer som forældre gennem spørgeskema i forældrebestyrelse/forældreråd samt ved dialog under tilsynsmødet. .
Kvaliteten af institutionens arbejde med overgangene til vuggestuen, børnehave og skole drøftes til tilsynsmødet samt gennem spørgeskema til forældrerepræsentanter i institutionens forældreråd.
Vi vægter børneperspektivet højt
Randers Kommune har et fokus på børnenes egen oplevelse af deres hverdagsliv i institutionen. Som del af tilsynet indgår børneperspektivet i institutioner med børnehave gennem inddragelse af børneinterview med enkelte udvalgte børn i alderen 4-5 år i mindre grupper. Børneperspektivet for børn under 3 år indgår gennem video af praksis.
Video og børneinterviews indgår anonymt i tilsynet og bliver gennemført af institutionens pædagogiske leder. Data fra børneperspektivet vil anvendes som baggrund for videre undersøgelse af praksis, samt hvilken justering der skal gøres i praksis. Institutionen indhenter forinden interview og video samtykke fra forældre til børn, der deltager i interview og video.
Spørgsmålene der indgår i interviewene, har tæt sammenhæng til tilsynets pejlemærker for kvalitet og omhandler børnenes oplevelse af læringsmiljøet.
- Hvad er det bedste ved at være i børnehave?
- Har I en god ven? Hvorfor er han/hun en god ven?
- Hvem hjælper jer, hvis I er kede af det?
- Hvornår er det rart at være sammen med de voksne?
- Hvornår er det ikke rart at være sammen med de voksne?
- Hvad laver de voksne mest i børnehaven?
- Hvad laver de voksne sammen med jer?
Tilsynets samlede vurdering
Tilsynsbesøget afsluttes med en rapport, som konkluderer konsulentens kvalitetsvurdering af det pædagogiske arbejde i institutionen samt en retningslinje for det videre arbejde.
Kvalitetsrapporten præsenteres for forældrerådet/forældrebestyrelsen og offentliggøres på institutionens hjemmeside, hvor institutionens øvrige forældregruppe kan få indblik i den samlede vurdering. Den samlede rapport for hele dagtilbudsområdet bliver rapporteret til det politiske niveau sidste i 2025.
Du finder resultaterne fra seneste tilsyn nederst på denne side.